Status
Som titlen fortæller, har kunstneren arbejdet med status som tema. Indgangen til statusbegrebet har været sproglig. Ordet status anvendes både om opgørelse af materielle værdier og om væren: anseelse og position.
Hvordan status opnås, er varierende, det følger tiden og udviklingen og er samtidig afhængigt af, hvilket socialt og geografisk område man befinder sig i.
I materialevalg og formgivning er der søgt en nær sammenhæng med temaet, derfor kan der læses betydning ind i mange detaljer i smykkerne.
Værkerne favner flere facetter af temaet: status som optælling af værdier, status knyttet til steder og fast ejendom, status som noget, der aktivt reproduceres i kulturen, og det, at der traditionelt har været en forskel på, hvordan kønnene opnår status.
Projektet har modtaget støtte fra Statens Kunstfond og Danish Crafts. Værkerne er blevet til under et legatophold på Statens Værksteder for kunst på Gl. Dok.
Elsebeth Gerner Nielsen, rektor for Designskolen i Kolding holdt åbningstalen. Klik! Status tale
Beskrivelser og billeder af værkerne:
Steder
Seks fingerringe, af asketræ med print
Status er knyttet til geografiske steder og til fast ejendom. Fingerringene er forbundet til dette gennem de påtrykte linjetegninger af huses grundplaner, matrikelopdelinger og landskabets topografi.
Tilknytningen til steder indebærer ofte arv og dermed en bagudskuende traditionsbundethed. Formmæssigt refererer de trapezoide kuber og rektangler til moderne arkitektur, og deri er de fremadskuende. Værket er altså spændt ud i to retninger og rører ved dualismen mellem det at ville holde fast i traditionen og samtidig ønske at forny sig.
Træer har symbolsk sammenhæng med familie som stamtræet, men også gennem det at slå rod og forgrene sig. De tydelige årringe i træet frister til at tælle år i træets og menneskets liv.
Medaglia
To brocher, to halssmykker og to stencils af sølv, silkesnor og jadeperler
Ordene medalje og medaljon kommer begge af det italienske medaglia, der betyder lille mønt. Tager man det bogstaveligt, er medaljen og medaljonen to sider af samme sag. Traditionelt knytter de sig til hver sit køn og kan betragtes som modsætningspar: indad/udad, feminin/maskulin, handling/væren. Begge må betegnes som smykker, der fortæller om status.
Medaljen er udadvendt, den fortæller om bærerens bedrifter, handlinger, der har bragt hæder og ære. Forlægget for værkerne er en klassiske militærmedaljer, runde mønter, der hænger i krydsbånd. Der kan være flere på række hen over brystet. Den er stærk og maskulin i sit formsprog. De svungne indgraveringer og kulørte silkebånd udgør en pyntethed, der er bagudskuende i forhold til samtidens ideal.
I fortolkningen er den en grafisk stram afbildning med mat og blank som eneste effekt. Den er nøgtern og skarpskåret i sit udtryk; det er handlingen, der tæller, det er ikke så kompliceret.
Medaljonen er indadvendt, men bestemt ikke usynlig. Der er noget hemmeligt over den, selvom det, den gemmer på, er så traditionsbundet, at vi alle kender til det. Et lille portræt, en hårlok, en firkløver… Det er små ting, der fortæller om kvindens tilknytning til slægten, hvorfra hun traditionelt har hentet sin status. Symboler som firkløveren fortæller om en vis portion overtro og held, i modsætning til den maskuline handlekraft som mandens medalje repræsentere.
I fortolkningen har medaljonen ikke fået et hulrum, men en blank hulning. Når man kikker ind i hulningen, ser man sig selv på hovedet, ligesom et spejlbillede i en ske. Det traditionelle øsken er stiliseret, og formen minder om et nøglehul eller en ludobrik. Formen gentages i låsen. Den fortæller om hemmeligheder og det at være en brik i et spil. På silkesnoren er der bundet røde perler; de kan læses som en optælling af slægten.
Fravær. Det modsatte af medaljen og medaljonen som objekter er fraværet af samme. De to objekter symboliserer vores bedrifter og vores slægt og udgør derved vores sociale kapital. Den kapital er svær at undvære. Dette er illustreret, ved at formerne er udsavet, som tomme huller i anonyme sølvplader med nøjagtig størrelse og form som et kreditkort.
Frimodig. Medaljen og medaljonen er meget traditionelle og også elitære smykker. Det bryder to af værkerne med. De fungerer som stencils, hvormed man kan tegne på tøjet eller på huden. Hermed bliver medaljen og medaljonen allemandseje, som det hverken kræver særlige bedrifter eller tilhørsforhold at opnå, og man må tegne lige så mange, man vil.
Jeg tæller mine dage
Tre perlekæder af jade, serpentin, lava, sølv og akryl.
Kæderne består af 365 perler og udgør således symbolsk et kalenderår. Perlerne er bundet på snor med en lille knude mellem hver perle, hvilket er ment som en henvisning til rosenkransen som mnemoteknik. De to af kæderne har kalenderens struktur som grundmønster. Halskæderne repræsenterer forskellige stadier i livet. De opregner levet liv og har derigennem sammenhæng med det at gøre status.
Så lang som et ondt år
Den voksne lønmodtagers kalender, hvor ferier og fridage følger den almindeligste overenskomst. Der er ikke meget plads til at gribe pludseligt opståede muligheder.
Perlerne er af lava og serpentin. Lavaperlerne er sorte og matte, med en smuk levende overflade. De passer godt til de afbrændte hverdage. Serpentinerne er svagt grønlige, glatte og med varierende gennemsigtighed. De beskriver de rolige fridage, der er brug for i voksenlivet. I en ende hænger der et bundt tal; de opregner arbejdsdage, feriedage, weekender og helligdage. Tiden er under kontrol.
Sorgløs
Kæden repræsenterer de perioder i livet, hvor næsten alt er muligt, og hvor planer hurtigt kan ændre sig. Den har kalenderen som sit grundmønster, men de kulørte jadeperler opbløder den ellers strenge struktur.
Der hænger små charms i enden: Ordet sorgløs, et hjerte og en nøgle. Et spørgsmålstegn, der fortæller, at det hele gerne må læses tvetydigt. Og en rød sko, der refererer til litterær semiotik, hvor pigen med de røde sko ofte er på vej ”ud i noget”, hun måske ikke kan kontrollere.
De første
Perlerne er af jade, indfarvet i klare farver; de minder om små kulørte bolsjer, og det vækker en barnlig lyst til at putte dem i munden. Perlekæden har sluppet kalenderens stramme grundmønster, farverne er blandet helt tilfældigt. Det illustrerer barnets oplevelse af tid, som ikke er bundet op på kalenderen. Dagene afløser bare hinanden i en næsten uendelig strøm af store og små begivenheder. For de af pigerne, der går tidligt i pubertet, begynder en opregning af tiden, når menstruationerne kommer. Perlekæden viser det med små repetitioner af ens røde perler. I den ene ende af kæden hænger 23 krydser som henvisning til det at tælle op i cyklus.
Diamanter varer evigt
To halssmykker af jade, lava, silkeorganza og sølv.
Diamanten er et globalt kendt statussymbol. Dens uforgængelighed, sjældenhed og styrke er en stor del af årsagen til dens eftertragtethed.
I fortolkningen er diamantformerne blæst op i størrelse og gjort luftige, sarte og forgængelige, for hvis man tager det sjældne og uforgængelige fra, står kun æstetikken tilbage. De sirligt syede diamanter er udført i materialer, der hverken er særligt sjældne eller værdifulde. Men den eksklusive silkeorganza giver dem en luftig lethed og gennemsigtighed. Der opstår en moiré-effekt, der tilføjer dem et næsten magisk indre liv, en æterisk skønhed.
I kraft af deres størrelse og det, at de bare er luft, flirter de med det dekadente og groteske, der også ofte følger de store berømte diamanter. De lange kæder bæres løsthængende, skødesløst slængt om halsen.
De sorte diamanter er sat på kæder af lavaperler, sorte og knudrede. Det er magma, der er flydt glødende ud af jordens indre og på en måde synes forbundet med rigtige diamanters oprindelse fra kulstof dybt nede i jorden.
De hvide diamanter er rene og klare i deres udtryk. Perlerne er af hvid jade, som har en varierende gennemsigtighed og et indre liv, der minder om en lille snestorm.
Stafet
3 stave af asketræ med print
Individer opretholder ideen om, hvad der er statusgivende, ved at optage det og give det videre. De tre stafetter i asketræ er både dynamiske og monumentale i deres formsprog: Trapezoide rektangler, der spidser til som obelisker.
Stafetterne er påtrykt ord, der betegner hhv. egenskaber og materielle og immaterielle ting, der kan være statussymboler eller er statusgivende.
De materielle ting er anonymiseret, fx ordet stol. Det er sprogets billedskabende egenskab, der sættes i spil. Enhver, der læser ordet, vil se en stol for sig. Afhængigt af hvem, vil det blive den type stol, beskueren forstår som et statussymbol. Og det er netop pointen: Statussymboler er ikke en fast størrelse, men varierer med den kontekst, de er i, geografi, kultur og samfundslag. At de materielle ting alle er knyttet til hjemmet, er ment som en reference til at høre hjemme og dermed have fordelen af at kende alle de uskrevne koder for social status netop i den kontekst.
På de to stave, der repræsenterer hhv. egenskaber og ikke-materielle statusgivere, er teksten bearbejdet grafisk, så den er sværere at tyde. Det fortæller om vanskeligheden ved at aflæse, hvad der er statusgivende inden for et socialt fællesskab, hvor man ikke hører hjemme.
Nonsens
Armring, broche og halssmykke af akryl og sølv
At gøre status er at opregne sine værdier. Når guldsmede gør status, vejer de deres sølv- og guldsmykker. Men det opregner kun værdien af ”gammelt” sølv og guld og ikke alle de andre parametre, vi også tillægger værdi fx tema, æstetik eller affektion.
Nonsens er en leg med værdisætning, og som titlerne antyder, er værdierne opgjort i nok så korrekte mål og vægt, men med den skæve vinkel, at tallene ikke fortæller noget om den egentlige værdi.
7 m stol
Armring i akryl og sølv
Stolen i sig selv er bare en stol; det er den tillagte værdi, der gør den til et statussymbol, designeren, snedkeriet og historien. Stolenes form bliver opløst i et kalejdoskopisk billede, hvor op og ned, forgrund og baggrund sløres for øjet. Den lille afstand imellem figurplanerne bevirker, at billedet ændrer sig i takt med, at beskueren ændrer synsvinkel eller drejer objektet i hænderne. Ligesom vores opfattelse af, hvilke ting der er statusbærende, hele tiden ændrer sig lidt og nogle gange forråder os, så det, vi troede var noget, pludseligt er håbløst.
9 kg keramisk kunst
Halssmykke i akryl og sølv
Syv keramiske objekter er blevet stablet tilfældigt op. Allerede her er værdien forrykket; det er kunstobjekter, de er skabt til at blive betragtet som enkeltstående værker.
Stablen er fotograferet og omsat til en collage i to lag. Farverne blandes, og perspektivet skrider, udgangspunktet er uigenkendeligt. I stedet er der opstået skønne og sære former, det ikke er til at få øjnene fra. Ud af den respektløse behandling af det værdifulde opstår en ny værdi.
68 kg arvinger
Broche i akryl og sølv
For forældre er børn særligt dyrebare, og i samtiden er det at have velfungerende børn også statusgivende. Barndommen er en flygtig tid, som det er umuligt at opnå på ny, og derfor er den kostbar. De to silhuetter viser det, ved at være i frosset i bevægelse. De er samtidig sat sammen i et drejeled, så de opnår nye bevægelser og en varierende grad af opløsning i de genkendelige silhuetter.
Barndommen er samtidig interessant for statustemaet, fordi det er i barndommen, vi danner de grundlæggende sociale strukturer, der gør, at vi ubevidst forstår, hvordan status opnås i netop vores særlige miljø. Disse indøvede sociale strukturer er ikke statiske, men det kan være vanskeligt senere at tilpasse sig i anderledes miljøer.
Ordbogsopslaget stammer fra Den Danske Ordbog, udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
| status substantiv, fælleskøn Bøjning -sen eller (uofficielt) -en, -ser eller (uofficielt) -er, -serne Udtale [ˈsdæːtus] Oprindelse fra latin status ‘stilling, tilstand’, oprindelig perfektum participium af stare ‘stå’ 1. position (med særlige kendetegn) som nogen eller noget befinder sig i i forhold til et system, en gruppe eller en rangfølge grammatik (have) status som/af NOGEN/NOGET Eksempler officiel status, social status, lav status, høj status, særlig status, opretholde/bevare sin status. en ægtefælle skal udøve en væsentlig arbejdsindsats i virksomheden for at opnå status som medarbejdende ægtefælle efter kildeskattelovens regler inf-økon.84 Status (information, bl.a. på elektronisk form under navnet “Status” fra Statens Information; økonomi), 1984. 1.a høj anseelse SPROGBRUG kendt fra 1959 Se også prestige Ingen kvinde kunne komme ind i familien uden at have bestået flæskesværsprøven, var der gummisvær på søndagsstegen, mistede man status i kvinderækken i flere år JaAamu89 Jane Aamund: Klinkevals (roman) – Hernovs Forlag, 1989. Penge giver status. Det gør moral ikke debatb-samf.91 Lone Kühlmann: Tag pengene og stik af. Om plat, blær og facaderæs – Gyldendal, 1991. 2. opgørelse over tilstand eller forløb af noget fx om opgørelse af en virksomheds varelager grammatik gøre status (over NOGET/hv+SÆTNING ) Det var sandhedens øjeblik, og jeg gjorde status over mit liv. Hvad havde jeg egentlig udrettet? FamJour86Familie Journalen (blad), 1986. 2.a ØKONOMI samlet opgørelse af en virksomheds aktiver og passiver, fx som en del af et årsregnskab Synonymer statusopgørelse, balance |
cool!